|
BENDOR-SMYKKER
Jeg begyndte at eksperimentere med glas i efteråret 2003 af flere grunde. Først og fremmest et stort behov for at være nybegynder igen, skabe distance til maleriet for en tid.
Følelsen af at være på opdagelse er helt essentiel for mig, så det var nødvendigt at begive mig ud på en omvej...for at finde tilbage; præcis som når man er ude at rejse og kender stedet for godt, går nye veje, selvom det er en omvej.
Det er blevet til en stor omvej, hvor den ene dør efter den anden stadig åbner sig i mit møde med et så anderledes materiale som glas.
Teknikken stammer helt tilbage til det gamle Ægypten, hvor formningen af glasset sker i en lukket ovn. Man bearbejder altså glasset, mens det er koldt. Med en glasskærer skærer man i håndrullede glasplader på 3 mm, og arbejder typisk med at lægge flere lag oven på hinanden, som smeltes sammen.
Den brænding, jeg oftest benytter kaldes tackfusing, som er en reliefbrænding, hvor max-temperaturen ligger omkring 760 grader. Den glastype jeg primært arbejder med hedder Bullseye-glas, som er meget kostbare håndrullede glasplader specielt udviklet til glaskunst. Der findes et hav af spændende transparente og opaque farver, plader med guld, sølv, og perlemorsiriseringer etc., som ubearbejdede er vanvittigt indbydende, et helt kunstværk i sig selv. Begejstringen vil ingen ende tage.
|